Det er lykkedes for Train i Århus at lokke sangerinden Macy Gray til at give en koncert i september. Hun har de senere år været aktuel med albummet 'The Gray Life', der er hendes femte album. Det skriver Gaffa.
Macy Gray trådte ind på den internationale sangscene i 1999, da hun udgav albummet 'On How Life Is', der blandt andet indeholdt singlen 'I Try', som gav sangerinden en Grammy.
Det er imidlertid ikke første gang, at soul-sangeren lægger vejen forbi Århus, og sidst hun var der, fik publikum et brag af en koncert, der høstede topkarakterer fra anmelderne.
"Mod slutningen af koncerten blev det til et nyt højdepunkt, da den Balkan-påvirkede, højenergiske 'Oblivion' blev omsat til hæsblæsende fællessang under ledelse af en af Grays roadier. Og stemningen fortsatte på kogepunktet under storhittet 'I Try', hvor Gray elegant indflettede passager fra sin egen 'Sweet Baby' og Bob Marleys 'No Woman, No Cry'," lød roserne blandt andet dengang.
Ifølge Gaffa kommer Macy Gray til Århus den 13. september.