Frankrigs nyvalgte præsident, Emmanuel Macron, lægger op til, at det franske parlament skal gøres betydeligt mindre ved, at antallet af medlemmer reduceres med en tredjedel i begge kamre.
I en med spænding imødeset tale på slottet i Versailles siger den ny franske leder, at det er nødvendig med omfattende reformer.
- Indtil nu har vi været på en forkert kurs, siger Macron i en tale til begge parlamentets kamre, som mandag var indkaldt til en sjælden ekstraordinær samling på det historiske slot uden for Paris.
Den 39-årige nyvalgte præsident, som blev valgt i maj som lederen af en ny bevægelse og et nyt parti i midten af det politiske spektrum, foreslår også, at valgsystemet bliver ændret, så det bliver mere proportionalt.
- Dermed vil alle tendenser bliver repræsenteret mere retfærdigt i Nationalforsamlingen, siger Macron.
Ved at reducere antallet af politikere vil kvaliteten i det politiske arbejde blive bedre, siger præsidenten.
Macron sagde også i valgkampen, at han ville ændre ved, hvor mange politikere der bør sidde i parlamentet.
Der er 348 medlemmer af det franske senat. I Nationalforsamlingen sidder 577 medlemmer.
Det franske parlaments indflydelse er betydeligt, men dets magt er mindre end i mange andre europæiske lande.
De deputerede er vælgernes repræsentanter i Paris. De vælges for fem år ligesom præsidenten.
Senatets medlemmer, der repræsenterer byer og landsbyer, vælges indirekte af folkevalgte - blandt andet af borgmestre. De vælges for ni år, og hver tredje år er en tredjedel af dem på valg.
Den nye franske leder afstak samtidig linjer for en strategisk ændring af Frankrigs militær, så det bliver bedre i stand til at reagere på nye trusler. Han lovede videre at skabe fornyelse og mere dynamik i den franske udenrigstjeneste.
- Jeg vil fortsætte Frankrigs militære interventioner mod ekstremister i udlandet, men det er vigtigt også at opretholde forhandlinger og dialog. Truslerne har aldrig været så store, og landene må arbejde mere sammen end nogensinde før.
/ritzau/