Frankrigs anklagemyndighed har modtaget en formel klagesag fra præsidentkandidat Emmanuel Macron.
Han tager det juridiske skridt efter beskyldninger om, at han skulle have en bankkonto i udlandet, som vælgerne ikke kender til.
Det er Macrons rival til præsidentposten, Marine Le Pen, der i en tv-debat har antydet eksistensen af en hemmelig konto. Ingen person er dog nævnt i dokumenterne fra Macron.
Her lyder det blot, at han lægger sag an mod "person X," skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg håber ikke, at vi finder ud af, at De har en udenlandsk konto i Bahamas, sagde Le Pen med henvisning til landet, der har fungeret som skattely for rige udlændinge.
- Nej, jeg har ikke en konto i Bahamas, svarede Macron.
Han kalder det en "falsk nyhed" og "fejlagtig propaganda", skriver den franske avis Le Figaro.
Ifølge Reuters har anklagemyndigheden åbnet en efterforskning på baggrund af klagen. Den vil fokusere på, hvorvidt der er blevet spredt falske nyheder i et forsøg på at påvirke valget.
Marine Le Pen fra den yderste højrefløj og den midtsøgende Emmanuel Macron tørnede onsdag aften sammen i den sidste tv-debat før søndagens præsidentvalg i Frankrig.
De to kandidater fik flest stemmer ved valgets første runde i april.
Den tidligere økonomiminister Macron gik ind til debatten som favorit til at vinde søndagens præsidentvalg med et forspring på cirka 20 procentpoint i flere meningsmålinger. Det ser torsdag ud til stadig at holde.
/ritzau/