Der skal være balance - ikke mindst mellem antallet af mænd og kvinder - når EU's stats- og regeringschefer sætter navne på de personer, der skal lede EU-samarbejdet i de kommende år.
Det var et budskab, der blev leveret med vægt, fra den franske præsident, Emmanuel Macron, da han søndag ankom til et EU-topmøde i Bruxelles.
Blandt Macrons kriterier er "kompetencer". Den danske EU-kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, er et blandt flere gode bud, mener han.
Han nævner desuden sin landsmand Michel Barnier, som har været chefforhandler for brexit, og hollænderen Frans Timmermans, som nu er første næstformand i EU-Kommissionen.
- Det er navne som Michel Barnier, Margrethe Vestager og Frans Timmermans, siger Macron i forlængelse af kriteriet om kompetencer.
Frankrigs præsident understreger desuden, at der skal udpeges kvinder til mindst to af de fire job, som EU's stats- og regeringschefer skal besætte.
- Blandt de fire poster, som skal besættes på topmødet, skal der være to kvinder, siger præsidenten.
Tjekkiets premierminister, Andrej Babis, som ankommer lidt senere, betoner også et ønske om kvinder på topposterne. Hans bekymring går i retning af, at en række EU-lande vil have Timmermans, som flere østlande er imod.
- Hvor er kvinderne, spørger Babis retorisk med hensyn til de nævnte kandidater.
Når Timmermans af flere EU-lande føres frem som kandidat, vil det at dømme på meldinger fra blandt andre Ungarns regeringschef, Viktor Orbán, medføre en konflikt mellem øst og vest. Det kan blokere en snarlig løsning.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, antyder, at det kan blive ret svært.
- Det ser ud til, at diskussionerne ikke bliver så lette, siger Merkel på vej ind til mødet.
Macron er imidlertid optimist. Han tror på en løsning søndag.
EU's stats- og regeringschefer var også samlet torsdag og fredag i sidste uge til et møde om de vigtige EU-job. Men de kom ikke videre med kabalen ved den lejlighed.
/ritzau/