Øredøvende tonstungt metal kommer til at brage ud over de nyrenoverede tappehaller i København til februar, når metalgruppen Machine Head vender næsen mod Danmark. Det er absolut sidste turne, før de går i studiet for at indspille efterfølgeren til 'The Blackening' fra 2007.
"Efter at have turneret i tre år er vi ovenud lykkelige for at kunne afslutte denne turné på vores egne betingelser, med vores show, vores scene, vores produktion, vores kontrol, og vi er så heldige, at vi kan tage tre af vores yndlingsbands med os, det bliver fucking massivt!!!," siger forsangeren.
Gruppen får selskab af metallerne Hatebreed, Bleeding Through og All Shall Perish. Pladen, de turnerer med, fik pæne anmeldelser.
"Bandet hiver den ene mesterlige metal-komposition efter den anden ud af ærmet og serverer dem med energi og klædelig aggressivitet, hvorved de gør deres til, at aftenen bliver en særlig oplevelse, hvor man ud over at få lov at opleve et af verdens største metal-bands i intime rammer også får en performance, der er helt i top," skrev gaffa.dk.