'D'ooh'
Sådan lyder Homer J. Simpsons punchline, og den fristes man næsten til at bruge.
Den populære tegneserie om den gule gennemsnitsfamilie fra Springfield er nemlig truet af finansielle problemer, der er så uoverstigelige, at det måske er slut for altid med nye afsnit af The Simpsons.
Det skriver E! Online.
Skuespillerne, der lægger stemmer til figurer som Bart, Lisa, Moe, Milhouse og Mr. Burns, kræver nemlig så meget i løn, at det er svært for 20th Century Fox Televsion at honorere det.
Lige nu tjener Dan Castellaneta, Julie Kavner, Nancy Cartwright, Yeardley Smith, Hank Azaria og Harry Shearer hver otte millioner dollars for 22 ugers arbejde, og det vil filmselskabet beskære med 45 procent - en lønnedgang, som skuespillerne altså ikke vil gå med til. De vil kun gå ned med 30 procent.
Men hvis ikke de vil bøje sig yderligere, er det slut, fortæller en talsmand fra 20th Century Fox Televsion.
"Vi tror på, at denne fantastiske serie kan og burde fortsætte, men vi kan ikke producere kommende sæsoner under den nuværende finansielle model. Men vi håber, at vi kan finde frem til en aftale, som gør, at The Simpsons kan fortsætte med at underholde publikum med originale episoder mange år fremover."
The Simpsons har hele 23 sæsoner på bagen.
Kilde: E! Online