I dag sænker en total måneformørkelse sig over kloden.
Formørkelsen startede tidligt her til morgen i Danmark - klokken 06:29 på 'dansk normaltid' - men vi danskere kan kun opleve formørkelsen delvist. Det skriver Tycho Brahe Planeteriet i København.
Esbjergensere og andre jyder på vestkysten har optimale betingelser for at se måneformørkelsen, for jo længere du bor vestpå i landet, desto bedre muligheder har du for at opleve det astronomiske fænomen.
Derudover handler det om at have helt frit udsyn til horisonten og spejde i nordvestlig retning, hvor månen går ned.
Den totale måneformørkelse ses allerbedst fra USA's vestkyst.
Kilde: Tycho Brahe Planeteriet