Franske Paul Pogba fik fredag sin anden debut for Manchester United, men det var Zlatan Ibrahimovic, der løb med opmærksomheden, da United hjemme slog Pierre-Emile Højbjerg og Southampton med 2-0 i Premier League.
Svenske Ibrahimovic, der i sommer blev hentet i Paris Saint-Germain, stod bag begge scoringer, og han mærker allerede, at der er forskel mellem engelsk og fransk fodbold.
- Man får ikke lige så mange chancer her som i fransk fodbold. Man skal være mere fokuseret her, når man får chancen. Jeg gør det, jeg er bedst til, og det er at hjælpe holdet, siger han ifølge NTB.
Svenskeren indledte scoringen med et hovedstødsmål efter 36 minutter, mens sejren blev sikret, da Ibrahimovic scorede på straffespark kort inde i anden halvleg.
- Vi er glade for de tre point. Sådan skal vi fortsætte. Vi bliver bedre og bedre. Vi har fået en god start, og vi skal vænne os til at vinde, lyder det fra Zlatan Ibrahimovic.
Efter to kampe har Manchester United to sejre, og holdet indtager dermed førstepladsen, inden resten af holdene skal i aktion i weekenden.
Med fredagens to mål ligger Zlatan Ibrahimovic nummer et på topscorerlisten i Premier League. Han har i alt scoret tre ligamål.
ritzau/