Håndboldmålmanden Kevin Møller har forladt den danske landsholdstrup og er rejst hjem til sin højgravide kæreste.
Dermed er han ikke med, når Danmark lørdag aften møder Tjekkiet ved VM, oplyser assisterende landstræner Henrik Kronborg. Tidligere på ugen blev Jannick Green indkaldt som erstatning.
- Vi kan godt tænke os at give lidt spilletid til Jannick i dag (lørdag, red.), så han lige har en kamp i benene, hvis det også skulle være nødvendigt oppe i Norge.
- Det er en god mulighed lige at komme ind og mærke banen og få lov at være en del af holdet, siger Henrik Kronborg.
Kevin Møllers kæreste havde termin i torsdags, og målmanden har hele tiden været indstillet på at forlade VM med kort varsel, hvis fødslen skulle gå i gang.
Hvorvidt han slutter sig til holdet i Oslo i næste uge, er endnu uklart.
Rasmus Lauge er den anden oversidder i kampen mod tjekkerne, der er uden betydning i det samlede VM-regnskab. Danmark er allerede sikker på at vinde mellemrundegruppen.
/ritzau/