Angriberen Marcus Ingvartsen scorede for to år siden mål på samlebånd og endte som topscorer i Superligaen.
Efter skiftet fra FC Nordsjælland til belgiske Genk i sommeren 2017 er klubkarrieren nærmest gået i stå, da han er havnet på bænken i den belgiske topklub.
Til B.T. fortæller 23-årige Ingvartsen, at det kniber med tålmodigheden.
- Den er ved at være opbrugt, må jeg nok indrømme. Jeg får ikke nok spilletid - i hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg vil, og hvad jeg har gjort mig fortjent til, siger Marcus Ingvartsen til avisen.
Trods den manglende spilletid i klubben har den 23-årige Genk-spiller bevaret sin plads på U21-landsholdet, der til sommer skal spille EM i Italien.
Ingvartsen vil tage sig en god snak med Genk til sommer, hvis han fortsat sidder på bænken.
Hvis det ender med et klubskifte i sommerpausen, så håber han, at der er bud efter ham fra udenlandske klubber.
- Det er bestemt ikke min prioritet at vende tilbage til Superligaen. Jeg vil gerne blive i udlandet og prøve mig af. Det føler jeg sagtens, at jeg kan, siger Ingvartsen.
Onsdag aften startede angriberen på banen, da U21-landsholdet slog Belgien med 3-2 i en testkamp i Slagelse.
Marcus Ingvartsen blev i sæsonen 2016/17 topscorer i Superligaen med 23 træffere for FC Nordsjælland. Siden skiftet til Genk er det blot blevet til fem scoringer i den belgiske liga fordelt over to sæsoner.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.