Det liberale parti Frihedsbevægelsen ser ud til at tage en overbevisende sejr ved søndagens parlamentsvalg i Slovenien.
Det viser en valgstedsmåling tidligt søndag aften.
Det betyder samtidig, at den premierminister Janez Jansas konservative parti er på vej mod nederlag. Jansa har været premierminister i Slovenien siden marts 2020 og har også haft to tidligere perioder på posten.
Frihedsbevægelsen står ved valget til at få 35,8 procent af stemmerne. Jansas parti, Sloveniens Demokratiske Parti, står til 22,5 procent.
Den 63-årige, højreorienterede Janez Jansa er blandt andet kendt for en meget bramfri tone, når han sætter sig til tasterne på Twitter.
Det har ført til sammenligninger med USA's tidligere præsident Donald Trump, der heller ikke holdt sig tilbage på Twitter, inden han blev udelukket.
Frihedsbevægelsen, der altså ser ud til at være på vej mod en valgsejr, ledes af den 55-årige Robert Golob, der er et nyt ansigt i slovensk politik.
Titusindvis af mennesker er dukket op til hans valgmøder i forbindelse med valgkampen op til søndagens valg. Golob har anklaget Jansa for at have etableret et autoritært regime, siden han fik magten i 2020.
Nyhedsbureauet AFP har søndag talt med en af de slovenske vælgere ved et valgsted i Sloveniens hovedstad, Ljubljana.
- Jeg håber, at situationen kommer til at forandre sig. Det er tydeligt, at folk ikke er tilfredse med den nuværende regering og den måde, den regerer på, siger Sara Riegler, en 21-årig psykologistuderende, til AFP.
Robert Golob har haft vind i sejlene, siden han i januar overtog et lille grønt parti og omdøbte det Frihedsbevægelsen.
Han har også støtte fra flere centrumvenstre-partier i oppositionen. Med deres hjælp håber Golob på at kunne samle et flertal i det slovenske parlament, hvor der sidder 90 parlamentsmedlemmer.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP