Komiker og aktivist Volodimir Zelenskij vinder første runde af præsidentvalget i Ukraine. Det viser flere valgstedsmålinger.
Zelenskij får ifølge et gennemsnit af tre målinger 30,4 procent af stemmerne.
Det er et komfortabelt forspring over Ukraines siddende præsident, Petro Porosjenko, som bliver nummer to med 17,8 procent, skriver nyhedsbureauet AFP.
Dermed tyder meget på, at det er komikeren og præsidenten, der skal mødes i den anden og afgørende valgrunde om tre uger.
Den tidligere premierminister Julia Timosjenko, der blev set som en af favoritterne, da hun indledte sin valgkampagne lige efter nytår, har fået omkring 14,2 procent af stemmerne, viser valgstedsmålingerne.
Zelenskijs politiske erfaring begrænser sig til at have spillet præsident i et tv-show. Alligevel har han fået solid opbakning fra vælgerne i et land, hvor vælgerne er frustrerede over den udbredte korruption og en økonomi, der er gået i stå.
- I dag begynder et nyt liv uden korruption, siger Zelenskij, efter at valgstedsmålingerne pegede på ham som vinder af første valgrunde.
Meningsmålinger viser, at den 41-årige komiker også er vælgernes favorit ved anden valgrunde den 21. april. Men det står lidt hen i det uvisse, hvad han egentlig vil gøre, hvis han vinder magten.
- Ingen løfter. Ingen undskyldninger, lød et af hans valgslogans.
Trods uklarheder om det politiske program har Zelenskij opbakning fra millioner af vælgere, der mener, at kun et nyt ansigt kan rydde op i det politiske morads i Ukraine, der også er i krig mod russisk-støttede separatister i den østlige del af landet.
Præsident Porosjenko kalder det "en barsk lektie" at skulle tage til takke med at blive nummer to i den første valgrunde.
Han tilføjer, at valget ser ud til at have været frit og have levet op til internationale standarder.
Ukraines indenrigsministerium oplyser søndag aften på sin Facebook-side, at politiet har modtaget over 1600 klager over formodet valgsvindel.
Omkring 100 af klagerne handler om ulovlig kampagnevirksomhed, mens der er anmeldt omkring 30 forsøg på at bestikke vælgere eller ødelægge stemmesedler, skriver nyhedsbureauet dpa.
/ritzau/