Det giver den tidligere socilademokratiske minister Karen Jespersen et troværdighedsproblem, at hun nu er socialminister i VK-regeringen.
Det mener halvdelen af de adspurgte i en meningsmåling foretaget af Gallup for Berlingske Tidende efter gårsdagens ministerrokade.
28 procent vurderede, at det ’i ringe grad’ er et problem, mens 15 procent mener, at det slet ikke er noget problem.
På trods af at en stor del af adspurgte synes, at den nye socialminister har et troværdighedsproblem, så mener halvdelen også, at Karen Jespersen vil påvirke regeringens politik positivt på det sociale område.
Noget kunne dog tyde på, at den nye socialminister vil kunne trække nogle socialdemokratiske vælgere til sig. Blandt socialdemokratiske vælgere er der hele 38 procent, der mener, at Karen Jespersen vil påvirke regeringens socialpolitik i meget positiv’ eller i ’positiv’ retning.