Der var vildt gang i netmaskerne på Haderslev Fodboldstadion, da SønderjyskE tog imod topholdet FC København.
Og de undertippede sønderjyder var tæt på at overraske med sejr, men måtte nøjes med 3-3.
Kampen startede ligebyrdigt, men efterhånden fik FCK mere og mere overtag i spillet. Det blev dog ikke til de store chancer, og så fik SønderjyskE lige pludselig en gylden mulighed for at bringe sig foran.
På et indlæg efter 38 minutters spil tog Jesper Grønkjær armen til hjælp for at blokere det, og så kunne Rasmus Hansen banke sønderjyderne foran 1-0.
Selvom københavnerne pressede hårdt på for en udligning, blev det ved det resultat til halvlegen.
Anden halvleg lagde op til at blive et stormløb mod sønderjydernes mål, men efter bare fem minutters spil bankede Kucukovic lidt tilfældigt bolden via stolpe og overligger i mål.
Kun tre minutter senere fik FCK's Dame N'Doye dog reduceret, da han headede et flot indlæg fra William Kvist i netmaskerne.
Det rystede dog ikke SønderjyskE, der seks minutter efter bragte sig yderligere foran. På kanten af offside stak Kenneth Fabricius af sted, og der kunne FCK's to midterforsvarere ikke følge med.
Med en kølig afslutning prikkede han bolden mellem benene på Johan Wiland til 3-1.
Tre minutter senere var det så FCK's tur til at reducere, da Martin Vingaard hamrede en halvskidt clearing i kassen.
Herfra stoppede målstimen en smule, og SønderjyskE så ud til at hive sejren hjem. Men et minut inde i overtiden slog Dame N'Doye endnu engang til på oplæg fra svenskeren Oscar Wendt. Kampen endte 3-3.
Dermed har FCK endnu ikke tabt en kamp i denne sæson og ligger suverænt nummer et med 44 point, mens SønderjyskE røg op på sjettepladsen a point med Silkeborg, men med en bedre målscore.