Gilberto Macena er nærmest Palle alene i verden, når det gælder om at finde målfarlige folk i Horsens. 22-årige Gilberto Macena har scoret otte af Horsens 12 mål, og der er flere i vente, lover han.
»Jeg har scoret otte, og jeg regner da med at score mere end det i forårssæsonen,« siger Gilberto Macena, selvom forårssæsonen er tre kampe kortere end efterårssæsonen.
Gilberto Macenas styrke er hans hurtighed og skarpe afslutninger, og vinterpausen har han brugt til at forbedre sine mindre gode sider.
»Jeg er blevet bedre til at sætte mine dybdeløb ind på det rigtige tidspunkt, og så skal jeg være bedre til at spille bolden med det samme i stedet for lige at tage en eller to berøringer,« siger horsensangriberen.
Desuden mener Gilberto Macena, at han er ved at vænne sig mere og mere til tempoet og spillet i Superligaen, efter at han i sommer skiftede til Horsens fra Holbæk.