Må man tisse i brusebadet? Må der komme ananas på pizza? Sover man bedst nøgen eller med tøj på?
Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden har stillet en stor skare af danskere netop disse spørgsmål – og en række andre i forbindelse med en ny kampagne.
Undersøgelsen viser meget overraskende, at danskerne er så godt som lodret uenige på langt de fleste punkter:
Må der komme ananas på pizza?
Ja: 55 pct.
Nej: 36 pct.
Skal der smør under leverpostej?
Ja: 24 pct.
Nej: 64 pct.
Må man tisse i brusebadet?
Ja: 52 pct.
Nej: 39 pct.
Hvilken vej skal snippen på toiletrullen vende?
Ud i rummet: 69 pct.
Ind mod væggen 18 pct.
Er overen eller underen bedst?
Overen: 33 pct.
Underen: 41 pct.
Men når det kommer til ét spørgsmål, er danskerne rørende enige. 9 ud af 10 danskere mener at børn og unge ikke skal ryge, og er enige om ikke at give tobakken videre til næste generation.
- Der er meget, vi kan være uenige om. Men når det handler om, at børn og unge ikke skal ryge, står vi sammen. Med så mange uenigheder er det virkelig værd at fejre, når vi er enige, og det er vi helt tydeligt, når det gælder ønsket om en røgfri fremtid for den næste generation. Den brede opbakning er afgørende, hvis ønsket skal blive til virkelighed, siger Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden.
Det er ikke kun danskerne, der er enige om emnet – det viser sig også, at de to tidligere statsministrere Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt har fundet fælles fodslag omkring dette emne.
De to eks-statsministrere lægger nemlig stemme til kampagnen, hvor man også kan se, hvordan danskerne stiller sig til en række andre mere eller mindre alvorlige dilemmaer.
Se kampagnefilmen her.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af YouGov for Røgfri Fremtid blandt 1026 danskere +18 år i perioden 12. - 17. Maj 2020 via internettet med udgangspunkt i YouGov Panelet. Resultaterne er repræsentative for befolkningen i forhold til alder, køn og geografi.