Mascha Vang skulle i dag have siddet på et fly på vej mod Utah og en masse spændende oplevelser. Men den rejse er nu aflyst, idet bloggeren og tv-personligheden i går blev sparket af en hest.
Det fortæller hun på Instagram:
- Æv! I morgen tidlig skulle vi ha’ været på en spændende rejse til Utah, med planer om overnatninger på ranch, westernridning, rafte på Colorado river, sove i tipier og en masse andet. Tak for alle jeres gode tips, men vi kommer desværre ikke afsted alligevel, skriver Mascha Vang til sine 238.000 følgere.
Mascha Vang fortæller, at hun var ude at kigge på en hest til en veninde, da det gik galt.
- Jeg blev i dag på uheldig vis sparket af en hest (ikke min) i lysken, lige som jeg satte foden i stigbøjlen. Jeg røg babu-babu på skadestuen, og er desværre ikke i stand til den tur nu. Jeg er lettet over, at intet er brækket, men jeg får mig en slapper på sofaen lidt tid, og går desværre glip af et spændende eventyr, skriver Mascha Vang, som i en story også viser billeder fra hospitalssengen.
Dagen forinden havde Mascha været på Smukfest, hvor hun i højt humør fejrede 1 års bryllupsdag - og endda mødte kronprinsen i Bøgeskoven. Men dagen efter fik stemningen altså et gok.
- Kæmpe optur i går, mega nedtur i dag, skrev hun.
Mascha Vang blev sidste år gift med Troels Krohn Dehli. Parret bor i Kolding med Mascha Vangs datter Hollie og Troels Krohn Dehlis to børn.
Mascha Vang og Troels Krohn Dehli blev gift på Holckenhavn Slot ved Nyborg, tirsdag den 2. august 2022.. (Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix)