Amoralsk og uretfærdigt. Sådan betegner FOA's formand, Dennis Kristensen, den beslutning, som et flertal i Folketinget sandsynligvis giver tilslutning til i dag.
Forslaget handler om, at dommere ikke må bære tørklæder og andre symboler, der kan tolkes som religiøse.
Dennis Kristensen mener, at Folketinget dermed gør det umuligt for bestemte befolkningsgrupper at blive offentligt ansat, uden at det har nogen sammenhæng med deres kvalifikationer og arbejdsopgaver at gøre.
"I et demokrati skal de offentlige ansatte afspejle befolkningens sammensætning. Det gælder køn, alder, handicap, etnisk baggrund, seksuel orientering og naturligvis også religiøs overbevisning," siger Dennis Kristensen.
Han frygter, at forbuddet mod religiøse symboler hos dommerne blot er første skridt til et forbud blandt flere offentligt ansatte. Fra myndighedspersoner som politibetjente og kommunale sagsbehandlere til de offentligt ansatte, der leverer velfærd og service direkte til borgerne.