Nu skal det være slut med kønsdiskriminering i fodgængerovergangene.
Det er teknikborgmester i København, Klaus Bondam (R), der nu - med et flertal bag sig - vil udskifte nogle af mændene i byens røde og grønne lyssignaler med kvinder.
»Det handler ikke kun om ligestilling, men lige så meget om at skabe spræl i København,« siger den radikale Manu Sareen, der har opbakning fra Socialdemokraterne.
»Det er en sjov gestus, som vi gerne ser på nye lyssignaler. Selv om vi hellere så flere mænd tage barsel,« siger politisk ordfører, Anne Vang (S).
»Spøjst og dyrt«
Om forslagene siger talskvinde Hanne Bille fra Selskab for Ligestilling:
»Spøjst og dyrt - uden det rykker ved ligestillingen.« Venstre nærmest fnyser af forslaget.
»Ritt og Bondam burde kravle ned fra deres elfenbenstårn. Hvis de vil gøre noget for København, så skulle de tage sig af nedslidte skoler,« siger kulturborgmester Pia Allerslev.
Forslaget afventer nu endelig godkendelse i Vejdirektoratet.
Landsoldaten lyser i Fredericia
For to uger siden skiftede Fredericia alle røde og grønne
lyssignaler ved fodgængerovergange i den indre by ud med Den Tapre
Landsoldat med gevær.
Det skete fordi knægten Magnus Holm fra 4.
klasse havde været på besøg i Odense og her set, at byen havde H.C.
Andersen på sine trafiklys. Og så foreslog drengen Fredericias
borgmester at ændre byens trafiklys.
Nyhedsavisen kan nu
afsløre , at hverken Fredericia eller Odense fik lov af
Vejdirektoratet. Færdselsreglerne angiver klart, at lyssignaler skal
vise en mand af et bestemt udseende. Kommunernes fantasifulde trafiklys
er dermed ulovlige.
Uartige kommuner
»Kommunerne har
aldrig bedt om en dispensation hos os. Symbolikken i trafiksignaler
skal være tydelig, så vi undgår farlige situationer og misforståelser,«
siger pressechef Andrew Langkjær fra Vejdirektoratet.
Og nu er de uartige kommuner klar til få orden i sagerne:
»Landsoldaten
er jo byens vartegn. Vi vil dog nu straks skrive til Vejdirektoratet,
så vi har tilladelsen på plads,« siger Drifts- og Forsyningschef Per
Holm, der i øvrigt kan fortælle, at idémanden, skoleeleven Magnus Holm,
på tirsdag kan invitere sine kammerater på en klassetur - som belønning
for det uartige og ulovlige trafiklys.
Også Odense lover nu at opføre sig reglementeret:
»Det
var bevidst, vi ikke søgte om tilladelse, fordi vi skulle nå at få H.C.
Andersen på trafiklysene inden hans 200 års fødselsdag. Men nu vil vi
selvfølgelig sørge for, at papirerne er i orden,« lyder det fra Odense
Kommunes trafikafdeling.
Også i Københavns Kommune er der nye
signaler. Her vil man nu - i ligestillingens navn - indføre
kvinde-figurer i byens trafiklys.