Af John Iversen, mad@avisen.dk
Der er ikke nogen som helst grund til at rynke på næsen, når det handler om rosévin.
Der er ikke tale om en blanding af lidt billig rødvin og hvidvin. Rosévine er godt nok lyserøde, men det er vine, som næsten altid er lavet af røde druer.
Når rosévine ikke er rigtig røde, skyldes det, at saften fra druerne kun er i kontakt med det røde drueskind i meget kort tid. Hvor denne kontakt mellem druer og skind kan vare i ugevis, når det gælder rødvin, er der kun tale om skindkontakt i nogle få timer ved rosévine.
Den korte kontakt mellem drueskind og druer betyder også, at rosévin kun indeholder meget lidt tannin eller garvesyre, som er med til at give de røde vine karakter. Det er med til at give rosévin den lethed og sødlige frugt- og blomsterduft, som passer så fint til et forår med sol og lange aftener.
Rosevin er et godt alternativ til andre aperitifs, men også glimrende til lette retter med svinekød og fisk. Der findes stadig mange vinkendere, som ikke kunne drømme om at røre rosévin. Men vi er heldigvis flere og flere, der også elsker den nuance af vinens forunderlige verden.
Ugens høst af vine er et godt eksempel på, hvor gode rosevine der er på markedet i øjeblikket. Og vi kommer langt omkring fra Veneto i Norditalien til Sydfrankrig, Chile og Catalonien i Nordspanien.