Den franske fodboldklub Lyon skal spille sin første hjemmekamp i denne sæsons Champions League-gruppespil uden tilskuere.
Det meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på sin hjemmeside.
Årsagen er, at der var ballade på tilskuerpladserne, da Lyon i marts spillede hjemme mod russiske CSKA Moskva i ottendedelsfinalerne i Europa League.
Her var der blandt andet racistisk opførsel på tilskuerpladserne samt kast med fyrværkeri og andre objekter.
Ifølge politiet kom otte politifolk til skade, da mellem 100 og 150 fodboldbøller med hætter gik til angreb uden for stadion.
Urolighederne fortsatte inde på stadion, og Uefa sigtede senere Lyon for en række forhold i forbindelse med tumulterne.
Tre personer blev anholdt i forbindelse med urolighederne, og der blev fundet nazistiske symboler på tilskuerpladserne, mens der blev leveret nazistiske hilsner fra dele af tilskuerne.
Uefa har egentlig straffet Lyon med to kampe uden tilskuere, men den ene kamp er blevet gjort betinget i to år.
Den vil træde i kraft i gentagelsestilfælde.
Uefa har desuden tildelt Lyon en bøde på 100.000 euro, cirka 746.000 kroner.
/ritzau/