Det tidligere så suveræne franske mesterhold Lyon prøver at lægge al pres over på Paris SG med stjernen Zlatan Ibrahimovic før søndagens topopgør i Le Championnat.
Præsidenten for Olympique Lyon, Jean-Michel Aulas, hævder, at pariserne vinder titlen, selvom hans eget hold fører ligaen i øjeblikket.
- Vi tør ikke engang tænke på at tage kampen op mod PSG om titlen. Paris skræmmer os, siger Jean-Michel Aulas til avisen Le Parisien.
Lyon-træner Remi Garde hævder ligeledes, at Paris er favorit til titlen, og det er kun et spørgsmål om tid, før klubben overtager føringen.
- Kampen er vigtig, men den er ikke afgørende. Vi er ikke tvunget til at drage konklusioner efter kampen, siger Remi Garde.
- Der er en god chance for, at vi allerede ved, hvem mestrene bliver, selvom vi er blandt dem, som vil forsøge at drille dem, så længe vi kan.
- Ja, vi vil forsøge. Vi er her for det samme - at forsøge at genere dem.
Pokalvinderne fra Lyon fører ligaen og har tre point flere end PSG, som dog går ind til søndagens topkamp i glimrende form.
Paris SG har vundet de seneste to kampe med 4-0 over henholdsvis danskerklubben Evian og Valenciennes.
- Det ville være en fornærmelse over for træner Carlo Ancelotti og sportsdirektør Leonardo ikke at være skræmt over et hold, som vinder deres udekampe med 4-0, siger Jean-Michel Aulas.
/ritzau/Reuters