I den tætte kamp om at slutte på en Champions League-plads i Premier League sikrede Arsenal sig lørdag aften en vigtig 1-0-sejr på udebane i London-derbyet mod Queens Park Rangers.
Opgørets ene mål faldt allerede efter 20 sekunders spil, da Theo Walcott bragte Arsenal foran 1-0, uden at allerede nedrykkede QPR havde rørt bolden.
Målet var det hurtigste i denne sæsons Premier League. Rekorden for den hurtigske scoring nogensinde i Premier League har Ledley King fortsat. Den tidligere Tottenham-forsvarsspiller scorede efter 10 sekunder i 2000 mod Bradford.
Med lørdagens sejr rykkede Arsenal op på tredjepladsen. Her har holdet 67 point for 36 kampe. Arsenal har dermed kun to kampe tilbage i sæsonen.
Chelsea på fjerdepladsen har 65 point, men har blot spillet 34 kampe. Søndag gæster Chelsea mestrene fra Manchester United. Tottenham på femtepladsen er noteret for 65 point for 35 kampe.
Top-3 i Premier League kvalificerer sig direkte til Champions League, mens nummer fire skal ud i kvalifikationen til Champions League.
Nummer fem bliver sorteper og må nøjes med Europa League.
/ritzau/