Kevin Mensahs scoring efter 48 sekunder blev kampens eneste, da Viborg for tredje gang i sæsonen slog FC Vestsjælland.
Viborg rykker med sejren i Slagelse over nedrykningsstregen i Superligaen.
Viborg har i de seneste sæsoner haft et særdeles godt tag på FC Vestsjælland. I efteråret vandt de grønblusede begge opgør mod Slagelse-mandskabet, og faktisk daterede seneste Viborg-sejr inden fredagens kamp sig tilbage til oktober mod netop Vestsjælland.
Bare 48 sekunder skulle der gå i Slagelse, før Viborg igen tiltvang sig overtaget. Vestsjællands defensiv stod som statister i en hurtig Viborg-kontra, som Kevin Mensah effektivt omsatte til scoring.
Hjemmeholdet havde store problemer med at rejse sig oven på den tidlige dukkert. Den taktiske ændring til 4-4-2 så ikke ud til at fungere for Ove Pedersens tropper, der første halvleg igennem haltede gevaldigt efter.
Viborg viste omvendt det bedste spil, man har set siden Auri Skarbalius i januar tog over som træner. Gæsterne truede konstant dybt omkring Vestsjællands tunge midterforsvar, og det var flere gange ved at give pote.
Superligatopscorer Thomas Dalgaard har i 2014 været uhyre skarp, men fredag aften havde han glemt afslutningsevnerne hjemme i Viborg. To gange var Dalgaard alene med Thomas Mikkelsen i Vestsjællands mål, men begge gange vandt keeperen duellen.
Vestsjællands afslutninger i opgøret kunne tælles på en enkelt hånd. Edward Ofere, der i de seneste kampe har virket giftig, blev lukket godt ned af Viborg-anfører Mikkel Rask, og spillet over kanterne kom aldrig til at fungere for værterne.
Et sent pres var gav heller ikke pote for et mere og mere febrilsk spillende FC Vestsjælland-mandskab, der for tredje gang i sæsonen måtte se sig slået af fodsportsforeningen fra Viborg.
Viborgs 1-0-sejr sender jyderne op på den rigtige side af nedrykningsstregen med et enkelt point ned til Randers, der er nyt hold under stregen. Viborg passerer også FC Vestsjælland - dog kun på en bedre målscore end fredagens modstander.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.