Obligatoriske førstehjælpskurser og klubhuse tættere på banen.
Det kræves der, hvis ulykker, hvor sportsfolk rammes af lynnedslag, skal undgås i fremtiden. Det mener Mike Sheridan, der i 2007 blev ramt af lynet, mens hans trænede en flok drenge i fodbold.
"Det skete på ingen tid. Pludselig begyndte det at regne, så haglede det, himlen blev mørk og folk begyndte at løbe mod klubhuset," fortæller han til dr.dk.
Mike Sheridan trænede på en bane, der lå langt væk fra klubhuset, og det er en fejl, mener han.
"Jeg har talt med mange, blandt andet de drenge jeg træner, som har sagt, at de ville ønske, at der var klubhuse tættere på fodboldbanerne. Så har man i det mindste en chance for at gardere sig, hvis uvejret rammer", siger den 45-årige fodboldtræner.
Samtidig ser han gerne, at trænere på alle niveauer kommer på et obligatorisk førstehjælpskursus.
"Jeg ville være død, hvis det ikke var for dem, der hjalp mig dengang. Jeg mener, at alle trænere bør kunne førstehjælp, men det er naturligvis et spørgsmål om kurser og penge," siger han.
Mike Sheridan er nu tilbage i fuldt vigør og træner igen drenge i fodbold. Men den ulykkelige oplevelse i 2007 har lært ham én ting.
"Jeg er meget opmærksom på vejret, og hvis der er det mindste optræk til uvejr, så stopper jeg træningen," siger han.
Opfordringen kommer efter, at SAS Liga-spilleren for FC Nordsjælland Jonathan Richter i går blev ramt af lynet under en kamp mod Hvidovre.