Et lynnedslag under uvejret lørdag eftermiddag har forårsaget omfattende skader og forstyrrelse af togdriften omkring Holstebro.
Togtrafikken ventes først normaliseret i løbet af mandagen, oplyser områdechef Rene Hestbæk, Banedanmark.
Lynet slog ned i en hytte med tekniske installationer til fjernstyringen af tog i området omkring Holstebro. Skaderne er voldsomme, og teknikere fra Banedanmark har siden lørdag eftermiddag arbejdet på at udbedre dem.
- Der er sket store skader, og konsekvenserne vil kunne mærkes ind i mandagen, siger Rene Hestbæk.
For passagererne betyder skaderne, at regionaltogene mellem Vejle og Struer bliver vendt i Holstebro.
Passagerne bliver befordret videre med andre transportmidler eller med de intercitytog, der kan føres igennem.
Der vil være nogle forsinkelser, fordi togene i området ikke kan køre med normal hastighed.
/ritzau/