Lyngby-træner: Jeg er den rette til jobbet

For 17. kamp i træk fik Lyngby ikke en sejr, da holdet lørdag tabte 0-1 til Sønderjyske i Superligaen.
Thomas Nørgaard har haft et skidt forår som træner i Lyngby, der er inde i en lange serie af kampe uden en eneste sejr. Lørdag rundede holdet 17 kampe uden en sejr, da det blev til et nederlag i Haderslev.
Thomas Nørgaard har haft et skidt forår som træner i Lyngby, der er inde i en lange serie af kampe uden en eneste sejr. Lørdag rundede holdet 17 kampe uden en sejr, da det blev til et nederlag i Haderslev. Foto: Claus Fisker/Scanpix

Resultatmæssigt har det ikke været Lyngbys bedste forår i Superligaen.

Lørdag tabte Lyngby med 0-1 i Haderslev til Sønderjyske i nedrykningsspillets pulje 2. Holdet har blot fået fire point i forårets ti første kampe, hvilket gør Lyngby til forårets dårligste hold.

Cheftræner Thomas Nørgaard er dog ikke i tvivl om, at han stadig er den rette til at være i spidsen for mandskabet.

- Helt ind i min mave og helt logisk i det, jeg ser i dagligdagen, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg er den rette til at føre dette videre, siger Thomas Nørgaard.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at spille Superliga i næste sæson.

Lyngby-træneren mener, at en enkelt sejr vil kunne gøre meget for truppen.

- Det ville frigøre en masse energi på holdet bare at vinde en kamp, siger Nørgaard.

- Vi skal gå benhårdt efter at ende som nummer tre i puljen, så vi kan bevise over for os selv, at vi godt kan vinde fodboldkampe.

Han mener, at der skal lægges endnu mere mod i spillet, for at holdet kan få den tiltrængte sejr.

- Hvis ikke spillerne gør det nu, så bliver det svært senere, når holdet skal spille de vigtige nedrykningskampe, siger Lyngby-træneren.

Thomas Nørgaard peger også på udskiftninger i Lyngbys trup som en udfordring.

- Vi har skiftet meget ud i truppen på det seneste. Vi skal forsøge at bruge de samme folk, siger Nørgaard.

Lyngby-anfører Thomas Sørensen er enig i, at holdet mangler struktur med de mange udskiftninger i truppen.

- Det er svært, og det betyder noget for stabiliteten nede bagfra, at vi ikke er spillet sammen, siger Thomas Sørensen.

- Vi skifter jo hver eneste gang, konstaterer han.

Anføreren mener dog, at Lyngby spillemæssigt er på vej i den rigtige retning.

Lyngby-spillerne skal forsøge at revanchere lørdagens resultat, når de på torsdag tager imod Sønderjyske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.