Superliganedrykkerne Lyngby led lørdag sæsonens andet store nederlag, da det blev til 0-5 på hjemmebane mod Viborg.
Ifølge cheftræner Mark Strudal skal årsagen til det store nederlag ikke findes hos et velspillende Viborg-hold, men i stedet hos Lyngby selv.
- Vi må bare sige igen, at det er os selv, der er hovedtemaet.
- Vi skal gribe fast om os selv. Jeg synes, at jeg i de sidste to kampe har set et hold, der har været anderledes i sit udtryk.
- I dag virker det tamt. Vi kommer skidt ud, og det er vanvittigt irriterende, siger Mark Strudal på Lyngbys hjemmeside.
Holdet skal i næste weekend forsøge at rejse sig mod FC Roskilde, og cheftræneren ser gerne, at Lyngby bliver bedre til at presse sine modstandere.
- Der er facetter, som er nye for holdet, som man ikke gjorde på samme måde sidste sæson. Det tager åbenbart tid. Det må vi erkende. Vi har set en pil op i starten, og nu har vi en periode med pil ned, siger Strudal.
19. august var det Thisted, der hjemme ordnede Lyngby 4-0, og nedrykkerens målscore lyder efter syv kampe på 9-15.
/ritzau/