Ejendomsmæglerkæden EDC-Gruppen offentliggør i dag en liste over mest attraktive boligannoncer på nettet. Vinderen er klart boliger i Lyngby-Taarbæk.
EDC vurderer, at hvis forbrugerne selv kunne vælge bopælskommune uden hensynstagen til økonomi og lånegodkendelser, så ville der være rift om husene i den populære kommune.
Hver annonce på boliger i netop Lyngby-Taarbæk bliver i gennemsnit vist 94 gange. Det tal er mere end dobbelt så højt, som for boliger i nogle af ejendomsmæglerens øvrige områder.
Generelt er Region Hovedstaden den mest søgte region, hvilket kan hænge sammen med, at forbrugerne i denne region også er de mest flittige til at bruge nettet i deres boligjagt.
Med i kapløbet om at være forbrugernes yndlings bopælskommune er Frederiksberg, som kan bryste sig af 91 visninger i gennemsnit per annonce. Og på tredjepladsen ligger Rødovre Kommune med et gennemsnit på 74 visninger.
De sidste to placeringer på ejendomsmæglerkædens top-fem-liste ligger i Region Sjælland. Her opnår boliger i Roskilde 47 visninger om ugen, mens Køge lander på 35 visninger.