I Randers FC er de vilde med spiller fra Lyngby Boldklub. Lidt for vilde, hvis man spørger i Lyngby.
Randers forsøgte nemlig på ulovlig vis at hente Lyngbys eftertragtede topscorer Kim Aabech til det Kronjyske. Det skriver Tipsbladet.dk
"Jeg kan bekræfte, at Lyngby Boldklub har påtalt overfor DBU og Divisionsforeningen, at vi mener regelsættet er brudt, og det vil vi gerne have dem til at forholde sig til. Der er ingen tvivl om, at der er sket et brud på reglerne, og det ved Randers. Nu afventer vi en afgørelse, siger Lyngbys bestyrelsesformand," Torben Røsler, til tipsbladet.dk.
Randers har tidligere sikret sig Alexander Fischer, Mikkel Beckmann og Lasse Rise.
Men det blev altså for meget, da den nedrykningstruede jyske klub forsøgte sig med en Lyngby-profil for fjerde gang.
I Randers mener man ikke, at der er gjort noget forkert.
"Vi føler, vi har en god sag, men det er ikke en sag, vi har lyst til at diskutere gennem medierne," siger Randers FCs direktør Jacob Nielsen til fodboldavisen.
Kim Aabech har scoret ni mål og er en væsentlig årsag til, at de kongeblå ligger på en flot 6. plads.
Kilde: Tipsbladet.dk