Der er tændt op under grillen på Lyngby Stadion. Både den, der varmer grillpølserne op og den fra oven, der varmer spillere, trænere og publikum op til en oprykningsfest.
Klokken 15.00 løber Lyngby og AB nemlig på banen til et lokalopgør, der med en hjemmesejr til Lyngby, kan sende det nordsjællandske ungdomskuld tilbage til Superligaen efter fem års pause.
Lyngby har 58 point med tre kampe tilbage, mens AGF på andenpladsen har 50 point med fire kampe tilbage. Men det afgørende er, at Fredericia har 50 point med tre kampe tilbage, og det vil sige at Lyngby med en sejr minimalt vil have et forspring på otte point til Fredericia med blot to runder tilbage.
Til gengæld ligner det en gyser om, hvilket hold, der bliver det andet hold i Superligaen. Teoretisk set har fem hold muligheden for at indløse billet til det forjættede land; AGF, Fredercia, SønderjyskE, Kolding og Næstved.
Men der er ingen tvivl om, at det ligger til AGF, der med en sejr over Næstved i eftermiddag, kan sende sydsjællænderne ud i kulden.