Lyngby henter endnu en svensker i vinteroprustning

Lyngby Boldklub henter den 24-årige back Simon Strand i den svenske fodboldklub Östers IK.
Lyngby-træner Thomas Nørgaard har hentet to svenskere til klubben i løbet af vinterpausen.
Lyngby-træner Thomas Nørgaard har hentet to svenskere til klubben i løbet af vinterpausen. Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Scanpix

Lyngby Boldklub har indtil videre brugt vinterpausen på at forstærke sig med to svenske fodboldspillere.

Kort før nytår skiftede midtbanespilleren Mohammed Saeid til Lyngby, og torsdag hentede superligaklubben den svenske forsvarsspiller Simon Strand på en treårig aftale.

- Simon er en talentfuld spiller, der er ekstremt hurtig og meget dynamisk i sin spillestil. Han har et stort potentiale, men har taget en lidt anden vej, til hvor han er i dag, hvilket vi kun ser som et plus.

- Vi har tidligere vist, at vi i vores setup kan identificere og udvikle talentfulde spillere fra næstøverste hylde og bringe det ind i Superligaen, siger Lyngby-træner Thomas Nørgaard til klubbens hjemmeside.

Simon Strand skiftede til Östers IK i sommer fra Assyriska.

I Östers IK, der som oprykker sluttede den forgangne sæson af som nummer fem i den næstbedste svenske række, har Simon Strand primært optrådt som venstre back, men han kan også spille i højre side.

- Simon er en spændende spiller for os, som vi tror på, at vi over tid kan udvikle til at blive en rigtig god spiller, uanset om det så bliver i højre eller venstre side af banen.

- Han skal i første omgang lære klubben at kende og tilpasse sin krop til vores hverdag, og så skal han i foråret tage kampen op med de dygtige backs vi i forvejen har i klubben, lyder det fra Thomas Nørgaard.

Lyngby har sikret sig Simon Strands kvaliteter på en kontrakt frem til 31. december 2020.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.