Superligaklubben Lyngby er fortsat i fuld gang med at redde klubben og undgå en truende konkurs.
Bestyrelsesformand Torben Jensen håber, at redningsplanen kan lade sig gøre.
- Vi knokler for fuld hammer, og vi har gang i alle ender og kanter. Jeg har lige lagt røret på en, som jeg skal snakke videre med om lidt. Jeg håber og tror stadig på det, siger Torben Jensen til BT.
Ifølge BT har Dansk Boldspil-Union (DBU) bedt Lyngby om at svare på en række spørgsmål vedrørende Lyngbys fremtid med en frist i denne uge.
Torben Jensen bekræfter, at Lyngby har modtaget et brev fra DBU.
- Jeg læser det ikke som et krav om noget. Jo, det er et krav, at vi skal svare, men det er jo almindelig høflighed. Vi skal komme med nogle oplysninger om, hvad der sker, og så skal vi tage den derfra.
- Jeg kan ikke huske, hvornår vi skal svare. Men det er rigtigt, at det godt kan være, det er i den her uge, siger Torben Jensen til BT.
Lyngby-backen Michael Lumb håber, at klubben kan finde en køber, så en konkurs kan undgås. Og han forventer, at Lyngby udbetaler løn til tiden.
- Lønnen skal betales den sidste dag i måneden. Det er på onsdag. Det er det eneste, jeg ved. Og jeg har ikke hørt noget om, at vi skulle kunne udskyde vores løn, siger Michael Lumb til avisen.
/ritzau/