Mindst 16 mennesker omkom, og snesevis blev kvæstet, da et lyn slog ned i en adventistkirke i Nyaruguru-distriktet i det sydlige Rwanda søndag.
- 14 mennesker omkom på stedet, og to andre døde lidt senere af deres kvæstelser, efter at de var blevet indlagt, siger Habitegeko François, talsmand for myndighederne i området.
140 andre kirkegængere blev i al hast kørt til sygehuse og lægecentre i området. De fleste af dem var kun kommet lettere til skade og havde kun behov for kortvarig behandling.
- Lægerne siger, at tre er i kritisk tilstand, men de siges også at være i bedring, siger Habitegeko François.
Fredag blev en anden gruppe med 18 studenter ramt af et lyn i det samme område. Ved dette lynnedslag blev en dræbt.
Ifølge det amerikanske magasin The Atlantic bliver der årligt dræbt omkring 24.000 mennesker ved lynnedslag i verden.
De fleste af dem omkommer i udviklingslandene - blandt andet fordi lynnedslag i landområder er farligere end i byerne.
I tilbagestående lande dør langt flere ved lynnedslag i bygninger, da disse ofte ikke er beskyttet af elledninger, rør eller byggematerialer, der afleder lyn.
/ritzau/AFP