Det skal være slut med iransk præstestyre og islamiske domstole i Somalia - og Danmark skal gå forrest i kampen mod at bekæmpe de to ting.
Sådan lyder et nyt udspil, 'Kamp for global frihed', fra Venstre, som med udspillet vil stramme den aktivistiske danske udenrigspolitik.
"Det er en videreførsel af den aktivistiske udenrigspolitik, vi har stået for de seneste ti år, og nu prøver vi simpelthen at gå efter andre lande, hvor vi allerede er en frontnation i kampen for demokrati og ytringsfrihed," siger partiets udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Et af de konkrete tiltag, Venstre vil indføre, er en radiostation, 'Radio Free Somalia', hvor hensigten er at forklare den somaliske befolkning, hvordan verden ser ud uden for landet.
"Der er ekstreme kræfter, der har Danmark som mål. Hvis vi ønsker at få fjernet de mennesker fra at komme til at angribe DK, må vi ramme dem ved at forklare dem, at der altså er en anden verden end den, de bliver løjet ind i via deres regimer," siger Michael Aastrup Jensen.
Men det forslag vækker ikke just glæde hos Socialdemokraternes Mogens Lykketoft.
"Jeg tror desværre ikke, der er ret mange af dem, vi gerne vil i kontakt med i Somalia, der vil høre en radiosender, Venstre får oprettet i Danmark. Det er meget naivt at tro," siger han til Newspaq.
Han drager paralleller til de mennesker, der har demonstreret i Iran over valgresultatet sidste sommer. Det værste, man kan gøre ved folk, er nemlig at identificere dem som vestlige agenter, mener han.
"Man skal være meget bevidst om, hvorvidt man fremmer den sag, man taler for - eller om man bare laver en demonstration til den hjemlige opinion. Og det er det, Venstre efter min mening er i gang med," siger Mogens Lykketoft.
Også Dansk Folkeparti og de radikale forholder sig skeptisk over for forslaget, som dog har støtte fra de konservative.