Han var alene om det.
Sådan lyder det fra flere kilder i Socialdemokraterne. Angrebet skete i en kronik i Politiken, hvor Mogens Lykketoft blandt andet kaldte statsministeren for en »farlig mand«, og »det var ikke afstemt med ledelsen,« lyder det kortfattet fra en S-kilde.
Hovedrysten
Udtrykket »farlig mand« blev senest brugt om statsministeren af den tidligere radikale leder Marianne Jelved. og da vakte det mest hovedrysten. Torsdag langede VKO-blokken da også ud efter Lykketoft selv. Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, erklærede sig helt enig i indholdet i Lykketofts kritik, men tilføjede, at hun ikke vil kalde statsministeren »farlig«. Samme melding kommer fra forskellige socialdemokratiske borgmestre.
»Jeg ville ikke selv betegne Fogh som farlig, men jeg forstår ham. Fogh er et magtmenneske,« lyder det eksempelvis fra borgmester i Glostrup Søren Enemark.
Samme melding kommer fra Hvidovres borgmester, Britta Christensen: »Ordet »farlig« ville jeg ikke selv have sagt, selvom jeg egentlig ikke finder det odiøst. Om det så er politisk klogt eller ej, ved jeg ikke, men en gang imellem må sandheden frem.«
Han er farlig
Borgmester i Herlev Kommune Kjeld Hansen toner til gengæld rent flag:
»Han er farlig. Han er Danmarks mest usynlige kamæleon. Og så ser man kraftstejlemig hoben af journalister fløjte efter ham, når han kommer hjem fra Frankrig og fortæller om sin kvalitetsreform,« næsten råber han. Mogens Lykketoft selv bekræfter også over for Nyhedsavisen, at det var helt bevidst, at han netop brugte formuleringen »farlig« i kronikken.
»Når jeg brugte Marianne Jelveds udtryk om Fogh, vidste jeg da, at det ville blive kritiseret. Men det er jo jeres (mediernes, red.) måde at arbejde på. Det var en måde at få ordet« lyder det fra Mogens Lykketoft.