Socialdemokraternes tidligere formand Mogens Lykketoft fortryder, at han sagde ja til at lede partiet fra 2002 til 2005.
Han mener ikke, at han havde den nødvendige opbakning i partiet.
- Jeg fortryder, at jeg prøvede at være formand for Socialdemokraterne, når partiet i så ringe grad var villig til at bakke det op, siger Mogens Lykketoft i et interview med Nyhedsavisen.
- Det er noget af det, jeg har været mest i tvivl om i nyere tid, siger Lykketoft og tilføjer, at hans talent have været bedre anvendt som tilbagetrukket strateg.
- Jeg følte ikke, at opbakningen var så entusiastisk, som der var behov for, og jeg har fortrudt, at jeg ikke fulgte mine instinkter dengang, fortæller Mogens Lykketoft.
Han var en nødløsning
Politisk reporter på Weekendavisen og forfatter Hans Mortensen er ikke overrasket over, at Mogens Lykketoft fortryder sin tid som formand.
- Der er ingen tvivl om, at der var en uengageret stemning omkring ham. Han blev valgt, fordi der ikke var andre, og alle var klar over, at han var en nødløsning, indtil man fandt en anden formand, siger Hans Mortensen, der er forfatter til bogen De fantastiske fire om socialdemokraterne Mogens Lykketoft, Poul Nyrup, Ritt Bjerregaard og Svend Auken.
Lykketoft var desuden oppe imod fagbevægelsen, som havde droppet sin trofaste støtte til partiet, lige inden Lykketoft blev formand.
Den fatale efterløn
Han blev senere kritiseret for løftebrud, da han som finansminister justerede efterlønnen. Det blev af en partifælle kaldt den største brøler i nyere politisk historie.
- Socialdemokratiet gik til valg i 1998 på ikke at røre ved efterlønnen. Det gjorde de alligevel, og det fik Mogens Lykketoft ansvaret for, siger Hans Mortensen.
Han mener, at Lykketoft ved at kritisere den manglende opbakning, er i gang med at skrive et mere positivt billede af sig selv ind i historiebøgerne.
- Han har nok fået skylden for mere, end han har ansvaret for. Socialdemokraterne har ikke været en succeshistorie de sidste 10 år, og ingen har særlig stor trang til at tage ansvaret for det, siger Hans Mortensen.