Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har gentagne gange misinformeret Folketinget. Det mener en samlet opposition efter et møde hos Socialdemokraternes udenrigsordfører Mogens Lykketoft her til morgen. Baggrunden er dokumentarfilmen ?Den hemmelige krig?, som stærkt kritiserer, at forsvaret udleverede tilbageholdte afghanere til den amerikanske koalitionspartner i Afghanistan i 2002.
»Vi står med alvorlige anklager om, at der er handlet i modstrid med de oplysninger, man har givet Folketinget. Der skabt en alvorlig mistanke om, at statsministeren og forsvarsministeren ikke har svaret sandt i Folketinget. Man kan ikke udelukke en rigsretssag, men må vi have alle oplysninger først,« siger Mogens Lykketoft, som opfordrer regeringen til at fremskynde den redegørelse, den har lovet om sagen.
Hos De Konservative kalder gruppeformand Helge Adam Møller udsendelsen for manipulation, og han afventer med sindsro den byge af spørgsmål i sagen, som oppositionen vil sende til regeringen.
»Statsministeren har allerede lovet en redegørelse. Det er en groft manipulerende udsendelse med det eneste formål at så tvivl om statsministerens troværdighed. Alle de ting som taler i en anden retning, de er omhyggeligt strøget i filmen,« siger Helge Adam Møller.
Den argumentation tilfredsstiller dog ikke Enhedslisten.
»Vi kan se, at statsministeren gentagne gange har misinformeret Folketinget. Nu skal vi i første omgang høre hvad redegørelsen siger. Man kan godt forestille sig, at regeringen vil ofre forsvarsministeren på denne her sag, men i sidste instans, er det ham selv, der har ansvaret,« siger Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen.