Lykketoft får kritik for turisttur til Burma

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft får kritik for at medvirke som guide på turistture i diktaturstaten Burma.
Burmesiske munke er flere gange blev udsat for voldsomme overgreb, når de har protesteret mod styret.
Burmesiske munke er flere gange blev udsat for voldsomme overgreb, når de har protesteret mod styret. Foto: Scanpix/AFP/STP

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft skal være turistguide i diktaturstaten Burma, hvilket møder skarp kritik, skriver Jyllands-Posten.

"Han repræsenterer Danmark som medlem af Folketingets Præsidium. Militærjuntaen kunne ikke have bedt om en bedre støtte og blåstempling," siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen til Jyllands-Posten.

Ifølge avisen vil Lykketoft sammen med 25 betalende gæster rejse rundt i landet for rejsebureauet Horisont Rejser og sammen med sin kone sætte "oplevelserne i perspektiv og trække linjerne op: Lokalt, regionalt såvel som storpolitisk".

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Den Danske Burma Komité, der støtter oppositionen i Burma, mener, at det er en dårlig ide.

"Jeg betragter Lykketoft som en intelligent politiker. Jeg forstår ikke, at han vil løbe risikoen for at blive misbrugt af regimet. Diktaturet kan bruge det i dets propaganda og sige: Se vi er slet ikke så farlige, når en tidligere dansk udenrigsminister rejser rundt som turistguide," siger komiteens formand, Jørgen Juul Rasmussen, til Jyllands-Posten

Mogens Lykketoft mener selv, at han rejser som privatperson og at sådan en tur i øvrigt ikke skader nogen.

"Aung San Suu Kyi (burmesisk oppositionspolitiker, red.) har tidligere frarådet turisme. Men hun har ændret politik, så derfor ser jeg ikke noget forkert i, at vi rejser derud," siger han til Jyllands-Posten.

Kilde: Jyllands-Posten

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.