Socialdemokraterne har besluttet, at Mogens Lykketoft skal afløse Svend Auken som næstformand i Folketingets præsidium. Det skriver tv2.dk.
Det forlyder, at den socialdemokratiske partiledelse indstiller Lykketoft til folketingsgruppen, der skal konstituere sig i morgen torsdag og på fredag.
Posten kan bane vejen for at overtage formandsposten i Folketinget, hvis flertallet ved næste valg skulle gå til den røde blok. Lykketoft står samtidig til at blive formand for Folketingets Europaudvalg, hvor Auken også sad for bordenden.
Svend Auken døde den 4. august i en alder af 66 år af den prostatakræft, han fik konstateret i 2004.
Han var samtidig det medlem, der havde siddet længst i Folketinget.