Man har foreløbigt kun set det på mus. Men der skulle det også være ganske vist. Scanning med ultralyd får nerveceller i små musefostre til at vandre, så venstre og højre hjernehalvdel bliver noget rod.
Hos mennesker har forskere i nogen tid mistænkt ultralydsscanninger for at gøre drengebørn venstrehåndede, og museforsøget har øget mistanken.
Men gravide skal ikke bekymre sig. For venstrehåndede har gode chancer for at blive musiske genier, og cellevandringen foregår tilsyneladende i god ro og orden.
»Der er intet, der tyder på at nervecellernes vandring er farlig,« siger Kjell Osmund Salvesen, norsk professor og ekspert i ultralyds virkning, ifølge Aftenposten.
I Danmark kender man museundersøgelserne, og ifølge Connie Jørgensen, overlæge på Ultralydklinikken på Hvidovre Hospital, er den danske vurdering, at der ikke er risiko for at skade sit ufødte barn med lydbølger. Eller næsten ingen.
»I enkelte situationer skal man tænke sig om. Ultralyd og anden lydscanning betyder, at fostret bliver varmere. Det kan være problematisk, hvis moderen i forvejen har høj feber, eller hvis man bliver ved i meget lang tid, siger hun.
Venstrehåndede drenge
En ud af ti danskere er venstrehåndede, og flere drenge end piger bliver venstrehåndede. Muligvis fordi drengehjerner i forvejen er udsatte i fosterstadiet, fordi de er omgivet af kvindelige kønshormoner – og det er i mors mave venstrehåndetheden grundlægges, mener hjerneforskere.
Ikke kun mennesker og mus kan blive venstrehåndede. Isbjørne er altid venstrelabbede, konkylier kan være drejet den forkerte vej, og fugle kan også have byttet om på venstre og højre. Til gengæld er det ikke et alvorligt problem for nogen af os.
Højre hjernehalvdel styrer nemlig – ud over venstre hånd – vores evner inden for kunst, musik og følelser, og dermed får de venstrehåndede en fordel i forhold til højrehåndede, når det gælder muligheden for at blive berømt. For eksempel var Pablo Picasso, Ludwig van Beethoven og Albert Einstein alle sammen venstrehåndede.