Politiet undersøger netop nu, om Nørrebro i København har været rammen om endnu en skudepisode - denne gang i Mimersgade.
Det bekræfter Københavns Politi over for Newspaq.
"Der er nogen, der har hørt noget, der lyder som skud, og det er vi ved at undersøge. Nogen har ringet ind og sagt, der er affyret skud, og så var vi lige i nærheden. Det er status lige nu," siger den centrale vagtleder.
Politiet efterlyser hjælp fra borgere, der måtte have kendskab til sagen for at komme videre.
Efter lang tid med ro i gaderne er der i den senere tid igen kommet gang i skudsalverne på Nørrebro. Onsdag blev en mand skudt ved Blågårds Plads.
Politiet skønnede, at den pågældende skudepisode havde relation til bandekrigen.