Nogle skuespillere vil altid sidde klæbrigt fast i en bestemt type roller. Anthony Perkins fra Alfred Hitchcocks klassiker Psycho vil altid blive husket som psykopaten med moderkomplekser, ligesom Marlon Brando for mange altid vil være ensbetydende med vatrondel i undermunden-Corleone fra Godfather .

Uden sammenligning i øvrigt går den 41-årige skuespiller Troels Lyby rundt med det samme problem: Rollerne som lærer bliver ved med at forfølge ham.

I Lars von Triers dogmefilm Idioterne (1998) spillede han aftenskolelæreren Henrik, der alligevel ikke kunne spasse foran sine midaldrende elever, og i Okay (2002) giver Lyby den i rollen som et skvat af en utro universitetslærer. Det samme skete i DR s Krøniken med rollen som højpandet underviser. Og Troels Lyby havde knap nok forladt lærerværelset, før rollen som den koleriske filmskolelærer Bent i den premiereaktuelle film De unge år landede på hans skrivebord.

Er de forholdsvis hyppige lærerroller en tilfældighed?

»Nej, det er det nok ikke. Det med lærerrollerne er sikkert fordi, jeg et eller andet sted har et akademisk gen i mig,« siger Troels Lyby.

Den fødte lærer

Sandt er det i hvert fald, at Troels Lyby har fået lærerrollen ind med modermælken. Det har opvæksten i et lærer- og præstemiljø i Århus sørget for. Men ser man bort fra hans medfødte indsigt i lærerstanden, så irriterer det ham alligevel, at en stor del af hans film- og tv-optrædender er foregået foran et kateder.

»Jeg oplever, at man bliver castet ud fra den type, man er, frem for det, man kan, og det er skideirriterende. Jeg kender sgu ikke særlig mange filmproducenter og filminstruktører, der går i teatret og ser, hvad jeg ellers kan. Derfor kigger de kun på personen, hvilket et eller andet sted er irrelevant.«

Dogme spøger

Troels Lyby er ifølge sig selv alligevel ikke den, der skal klage. Siden han i 1994 blev færdig fra Skuespillerskolen ved Odense Teater har det ikke skortet på roller i film og teaterstykker. Han betegner sig selv som heldig, fordi han som færdiguddannet skuespiller havnede midt i bølgen med gyldne instruktører og prisvindende dogmefilm.

I dag har han dog et ambivalent forhold til dogmefilmene. For godt nok fylder de ikke biografsæderne længere, men de minimalistiske film med de skrabede budgetter spøger stadig i kulissen.

»Dogmefilmene gjorde en hel masse for dansk film, skuespillerne og udviklingen af manuskripterne. Uheldigvis har dogmefilmene nu givet politikerne en undskyldning for at trykke budgetterne, der i dag er mikroskopiske. De to sidste film, som jeg har medvirket i, blev indspillet på seks uger, og det er absurd kort tid. Det er bare ikke i orden.«

Geniet Trier

Troels Lybys anstrengte forhold til dogmefilmenes efterveer forhindrer ham dog ikke i at beundre en af grundlæggerne af det idealistiske regelsæt. Hans medvirken i Idioterne og Lars von Triers utraditionelle arbejdsmetoder betød nemlig en kunstnerisk udvikling for ham.

»Under indspilningerne af Idioterne oplevede jeg nogle ting, som jeg dengang ikke syntes var rigtige. Men i dag har jeg det sådan, at hvis det fungerer på lærredet, er det ligegyldigt, hvordan man er kommet derhen.«

Ironisk nok spiller Lyby i De unge år filmskolelæreren Bent, der ifølge Triers selvbiografiske manuskript gør alt for at stække geniet (Lars von Trier).

»Bent kan ikke holde sin egen middelmådighed ud, da han møder geniet, og forsøger derfor at knuse det,« siger Troels Lyby og tilføjer:

»Det er fantastisk, at Lars von Trier lige pludselig tør lave en dansk komedie. ’Idioterne’ lavede han jo også lige efter ’Breaking the Waves’, så det var en total modreaktion mod folks forventninger om det endelige mesterværk. Det er udtryk for stort mod.«