Det danske medicinalselskab Lundbeck har indgået en aftale om et forlig på 336 millioner kroner med det amerikanske justitsministerium for at lukke en sag om støtte til organisationer, der hjælper patienter.
Lundbeck vil ikke fortælle, præcist hvad forliget omhandler. Lundbeck skriver, at det omhandler "Lundbeck LLCs relationer og donationer til uafhængige patientstøtteorganisationer."
Det amerikanske justitsministerium har ifølge nyhedsbureauet Reuters en stor efterforskning af netop støtte til patientforeninger kørende.
- Lundbeck LLC er tilfreds med at have indgået aftalen, således at selskabet kan lægge den sag bag sig. Aftalen indeholder ingen indrømmelse fra Lundbeck LLCs side om lovbrud.
- Aftalen gør Lundbeck LLC i stand til at fortsætte sit fokus på at levere innovative lægemidler til patienter, skriver Lundbeck i fondsbørsmeddelelsen.
Lundbeck understreger i meddelelsen, at aftalen ikke "indeholder indrømmelse fra Lundbeck LLC's side om lovbrud".
Lundbeck har de seneste år fokuseret meget på at øge salget i USA, der er et stærkt lukrativt marked. Det har ført til, at andelen af Lundbecks salg, der lå i USA, er steget fra 36 procent i slutningen af 2013 til nu 63 procent.
I 2017 solgte Lundbeck for 10,7 milliarder kroner i USA.
Ifølge Reuters har justitsministeriet efterforsket medicinalselskaber, der har støttet patientforeninger, der har været med til at betale for medicin til patienter, der er del af den statslige forsikringsordning Medicare.
Det er ulovligt for selskaber at støtte - såkaldt Co-Pay - dele af udgiften for patienter direkte til seniorer i Medicare.
Selskaber må dog gerne donere til ngo'er og godgørende foreninger, der hjælper patienterne med at betale. Men disse skal være helt uafhængige, ellers kan det ses som bestikkelse af patienter til at vælge ens medicin.
De mange organisationer, der arbejder for at støtte medicinkøb, er dog blevet undersøgt af de amerikanske myndigheder.
Der har været rejst tvivl om, hvorvidt de var uafhængige, og så har der været rejst tvivl om, hvorvidt støtten givet til dem, der kommer tilbage med det samme som medicinkøb, er skatteunddragelse.
Lundbeck er blot et af mange selskaber, der har indgået forlig ifølge Reuters. Ifølge nyhedsbureauet har også Pfizer og United Therapeutics indgået forlig.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.