Næsten en halv milliard kroner gav det danske medicinalfirma Lundbeck for godt en måned siden for alzheimer-medicinen Flurizan. Men produktet viste sig ikke at have den ventede virkning, da man lavede et såkaldt fase 3-forsøg. Her skulle det have været bevist, at Flurizan virker mod mild alzheimer.
På grund af den manglende effekt i præparatet må Lundbeck afskrive investeringen på 480 millioner kroner.
Det fik omgående aktiehandlerne til at sende kursen på Lundbeck-aktier i bund. Mandag formiddag havde aktien tabt mere end 10 procent i forhold til fredagens lukkekurs.
Medicinalfirmaet er under pres, fordi man inden for de næste seks år mister patentet på de to antidepressive præparater Lexapro og Cipralex, der i dag står for 60 procent af Lundbecks indtjening.
Håbet var derfor, at Flurizan kunne fastholde Lundbecks position på markedet.