Den nye tragikomiske serie fra TV3, Lulu og Leon, har fået mange rosende omtaler, og er en stor succes. Åbenbart så stor en succes, at Hollywood er blevet interesseret.
Det prestigefulde Fox Studios, der stor bag massive succeser som Desperate Housewifes og X-Files, vil nu lave serien i en 'all american'-version.
"Vi forhandler i øjeblikket med Fox om at lave en amerikansk udgave og skal af sted for at lave en amerikansk pilot," siger Thomas Gammeltoft, repræsentant for filmselskabet Fine and Mellow, der producerer serien til TV 3, til BT.
Filmselskabet er stolt over henvendelsen.
"Serien er den første herhjemme, der har fået støtte fra den nye public service-fond, og på TV 3 er man naturligvis glade for det internationale skulderklap til det første forsøg på at tage konkurrencen op med de to store, DR og TV 2, når det gælder produktionen af drama-serier," siger han.