»Lukket på grund af ferie, kursus og sygdom« står der på døren ind til Værestedet i Jægergårdsgade, hvor folk med alkohol- og stofmisbrug, hjemløse og syge kan komme og være. Små 100 meter fra den blå bygning står en flok af dem, der normalt sidder inden for i varmen og hygger sig med øl. De er langtfra tilfredse med, at stedet holder ferielukket.
Går til Kirkens Korshær
»Det er det eneste sted i byen, hvor vi må drikke øl indenfor. Engang måtte en af os bare åbne stedet for folk, hvis personalet var syge, men nu er der bare helt lukket,« siger Lars Madsen, der kommer fast på Værestedet .
En flok af hans venner er enige. Når deres sted holder lukket, bliver de nødt til at gå andre steder hen.
Hos Kirkens Korshær, der driver varmestuerne i Mejlgade og Nørre Alle, kan det godt mærkes, at Værestedet er ferielukket.
»Vi kan helt klart mærke, at der er flere besøg. Og det er hurtige besøg, hvor folk er hurtigt inde og hurtigt ude,« siger Ove Lauritsen, der er leder af varmestuerne.
Det er ikke tilladt at drikke på Kirkens Korshærs væresteder, og det gør, at nogle af brugerne fra Jægergårdsgade kun er hurtigt inde for at få varmen, inden de er ude igen.
Hos Det blå sted længere oppe ad Jægergårdsgade er det også tydeligt, at Værestedet holder lukket.
»Vi kan godt mærke, at der er flere brugere her hos os. Især kan det mærkes, at de er begyndt at lukke tidligere, så vores brugertal går op og ned,« siger Lisbet Ulbjerg Kristensen. Hun regner med, at der er omkring 80 brugere på Det blå sted lige nu. Der er det heller ikke tilladt at drikke.
Så længe, at det kun er én uge ad gangen, at værestedet på havnen holder lukket, kan de andre varmestuer godt klare presset.
Men hvis stedet i Jægergårdsgade lukker permanent, kan de andre steder ikke arbejde, som de gerne vil.
»Hvis vi skal tage alle de folk, så ender vi som cafeteria, og det ønsker vi ikke. Her hos os er det fællesskabet, vi lægger vægt på, og vi prøver at give tid til den enkelte. I weekenden er Værestedet lukket, og vi har åben i vores varmestue i Mejlgade. Der kan godt være 100 brugere om dagen, og der fungerer vi mest som cafeteria. Det vil vi ikke også til hverdag, » siger Ove Lauritsen.