Kræftens Bekæmpelse udnytter et hul i arveloven, så både foreningen og de glade givere hiver penge ud af statskassen. Det er fuldt lovligt. Alligevel er politikerne på Christiansborg dybt forargede over det – SF’s skatteordfører, Morten Homann, mener, at Kræftens Bekæmpelse har »et forklaringsproblem«.
Men det er slet ikke Kræftens Bekæmpelse, som har et forklaringsproblem. Det er derimod politikerne selv.
Hvis hullet i arveloven er i strid med lovens intentioner, skal det lukkes. Og det er politikernes ansvar. At Kræftens Bekæmpelse og en lang række andre velgørende organisationer går helt ud til grænsen af loven er fuldt forståeligt – og ikke spor anderledes end den måde, vi alle sammen lever på (Morten Homann inklusive). Vi overholder loven, men vi kører da lige et par kilometer over hastighedsgrænsen, vi speeder op ved gult lys – og vi runder ikke ned, men op, når der skal trækkes fra på selvangivelsen.
Og helt ærligt – hvad er en revisor egentlig uddannet til? Man hyrer en revisor for at få lavet sine regnskaber på den smarteste måde. Det er der ikke noget forkert i.
Morten Homann og de andre skatteordførere bør pakke forargelsen væk og i stedet tage arbejdstøjet frem og få lukket de skattehuller, der skal lukkes.