Nu behøver ingen at være bange for at få skidt i munden, næste gang de sætter bisserne i en stor, dejlig kage fra bageren. De nyeste tal fra kontrolafdeling Århus under Fødevareregion Nord viser, at hvor der under sidste kontrolrunde blev delt 55 superglade smileyer ud, er der denne gang hele 73 storsmilende ansigter at finde i de århusianske bagerforretninger.Og ikke nok med, at der er flere ærkeglade smil, der er også færre, som har fået indskærpelser og påbud fra kontrolafdelingen. Under sidste runde fik én bager en bøde, fire fik et påbud eller et forbud, mens 17 fik en indskærpelse. Denne gang var der ingen, der fik hverken bøde eller forbud, og kun otte fik en indskærpelse.Regionschef Aage Holst Petersen fra kontrolafdeling Århus er ikke klædt på til at sige, hvorfor antallet af glade ansigter fylder skifterammerne hos bagerne.»Vi har meget travlt med at rende de sidste tilsyn hjem, så jeg har ingen kommentarer lige nu,« siger Aage Holst Petersen.
Vi er bedre
Til gengæld vil bagermester Kirsa Therkildsen fra Strandvejens Konditori og Bageri gerne sige, hvordan hun er gået fra en smiley med lige mund, altså et påbud, til en smiley med den gladeste mund.»Der var lavet prøver på vores trøfler og romkugler, og den viste, at gærcelleniveauet var for højt,« siger en juletravl bageri-indehaver.»Nu har vi intensiveret overvågningen af fremstillingen af romkuglerne, og jeg har lavet mere egenkontrol,« siger Kirsa Therkildsen.Bagermesteren er sikker på, at det generelt bedre niveau hos bagerne skyldes deres brancheforening.»Vi er blevet bedre til at have tingene i orden, og vores brancheforening hjælper os ved at sende de nyeste krav på mail, så vi hele tiden er opdateret,« siger Kirsa Therkildsen, der afviser, at de mange glade smileyer skyldes, at kontrolafdelingen har mere travlt.»Der står jo på sedlen, hvor længe de er i forretningen, og i mit bageri bruger de altid mellem en halv og en hel time. Her går tilsynene ikke hurtigere«.