Så er ventetiden slut for en række af de flypassagerer, der har været strandet på grund af vulkanasken fra Island. Fra klokken 2 kan der igen lette og lande fly fra danske lufthavne.
Det oplyser NaviAir på sin hjemmeside. Men det er indtil videre kun en midlertidig åbning til klokken 8 i morgen tidlig.
"Det er fordi, vi får opdateringer hver sjette time fra de eksperter, som vi beror vores beslutninger på. Og på nuværende tidspunkt har vi ikke nogen data, der rækker ud over klokken 8 i morgen tidlig," siger kommunikationsdirektør i NaviAir, Bo Pedersen, til Newspaq.
Og luftrummet bliver delt af en linje fra Mors til Randers. Nord for linjen må der kun flyves over 6 kilometer, mens der bliver åbnet for al flyvning syd for linjen.
Bo Pedersen understreger, at der stadig er en vulkansky i luften over Europa.
"Vi håber, at den hurtigst muligt driver væk, så flyveforholdene bliver normale igen. Men vi frygter, at det kan blive ved flere dage endnu," siger Bo Pedersen.